23948sdkhjf

Salget af elektronik fordoblet efter udbetaling af feriepenge

I slutningen af sidste uge begyndte de indefrosne feriepenge at tikke ind på kontiene, og pengene er straks blevet omsat på tøj, sko, tv og møbler.

Det viser tal baseret på kort- og MobilePay-betalinger for en million Danske Bank-kunder. De er dermed ikke et udtryk for det samlede forbrug, men kan ses som en indikator.

Tallene viser med al tydelighed, at den trængte detailbranche nyder godt af udbetalingen af feriepenge. Det påpeger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

- Navnlig i detailbranchen lader det til, at danskerne har haft mod på at bruge af de feriepenge, der så småt begyndte at blive udbetalt fra og med fredag i sidste uge.

- I elektronikforretninger nåede forbruget hen over weekenden op over det dobbelte af samme tidspunkt sidste år, og også indenfor møbler og i gør-det-selv-forretninger steg forbruget, siger hun i en kommentar.

Salget af tøj lå 44 procent over normalen i løbet af weekenden, når man sammenligner med ugen før. Skosalget gik også i vejret, mens salget af kosmetik er steget med 50 procent.

Tallene skal læses med det forbehold, at der op til weekenden var lønningsdag. Det kan dermed forklare en del af stigningen i forbruget.

Restauranterne ser indtil videre ikke ud til at have så meget gavn af feriepenge, da forbruget ifølge Danske Banks tal ligger 15 procent under normalen.

Det kan hænge sammen med, at de i øjeblikket skal lukke allerede klokken 22 på grund af coronarestriktionerne.

Louise Aggerstrøm Hansen vurderer, at en del af feriepengene også vil gå til større investeringer som forbedringer af boligen eller ny bil.

Hvis pengene bliver brugt på de poster, vil de ikke nødvendigvis fremgå af bankens tal.

Indtil videre er der bestilt udbetalinger af feriepenge på omkring 40 milliarder kroner.

Hvis alle vælger at udbetale de tre ugers feriepenge, vil det sende 60 milliarder kroner før skat retur til lønmodtagerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11